Beretning for 2024
ved Knud Bakke
på MKseniorgolfs generalforsamling 22. november 2024
Vejret har – som altid - været ”Byger der går og kommer – det er den danske sommer”. Der er bare den forskel, at bygerne ind imellem har været særdeles kraftige hen over foråret og sommeren 2024, hvilket har medført lukninger for kørsel på vore baner – særlig Skovbanen. Antallet af medlemmer er faldet fra 104 til 81 Der har været i gennemsnit ca. 30 medlemmer til Matcherne
Vi forventer, at vi igen i år må have gunstart på Park/eng i vinterperioden
Jeg og flere andre kunne ønske os, at lidt flere af matcherne har både individuelle vindere – og holdspil. Det giver et dejligt liv blandt os spillere
Palle: Du gør et kæmpe arbejde som matchleder. Jeg ved, at du bruger rigtigt mange timer på dette arbejde. Vi kan altid skrive/ringe til dig for sen tilmelding / afmelding o.s.v.
Jytte: Du laver også et kæmpe arbejde med at styre økonomien – og det sker med hård hånd. Har man glemt at betale, så får man lige ”blikket”, og så er man klar over, at der er noget galt. Og du hjælper jo også Palle ved matcherne.
Torben: Også en stor tak til dig – du har styr på præmier og regler samt indgår sammen med Palle i fællesmøderne i KIK.
Åse: Du får en tung arv at løfte, da du jo fra 1. november her i år har overtaget Jyttes kassererjob. Jeg ved også, at du kan. Lykke og held med arbejdet. Samtidig er du blæksprutten som hjælper på alle pladser, hvis én af os har forfald.
Knud: ?? Ja jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal lave – alle jobs er optaget –
MEN, jeg vil meget gerne kaste mig over ét stort emne: At MK-golf overlever og gerne, således at vi bliver endnu flere. Hvordan tiltrækker vi flere golfere til MK?? Skal vi afholde et MK-(senior) Golf Råsted Open Skal vi ændre vore vedtægter og skifte navn fra MK-Senior Golf til noget andet? (Gerhard kom med et forslag – MK-Fælles golf). Samtidig skal vi måske slette reglen om krav til 55+?? Vi kunne således få yngre medlemmer med – hvor er de i dag?? Der er kun onsdagstræf? Når jeg har spurgt flere, om de ikke kunne have lyst til at være med, så er svaret tit, at det gider de ikke, for det tager for lang tid at spille en runde – vi venter og venter.
Vi skal hanke gevaldigt op i os selv og hinanden – vi skal spille PARAT GOLF – frem til din bold og vær klar til at skyde – og så videre…MEN…MEN…MEN – det er blevet langt bedre her på det seneste hvor Palle pisker os hver fredag morgen – HUSK NU : VI SPILLER PARATGOLF… MK-Senior Golf er og skal være et rigtigt hyggeligt sted at være og hygge sammen med golfvenner – vis din glæde ud ad til!! Det er altså noget af det jeg gerne vil arbejde for - sammen med bestyrelsen og jer.
Tilbageblik:
Se vores udmærkede hjemmeside – gå på opdagelse.
Gerhard laver et kæmpe arbejde med hjemmesiden – den bliver bedre og bedre.
Vores én-dags tur gik i år til Trehøje GK. Det var en rigtig dejlig dag med fælles frokost i klubhuset. MEN, det var noget vådt. Her kommer vi nok igen, hvis Palle igen kan få aftalt en rigtig god pris – det er meget billigere end Harre Vig.
Vor 2- dages tur gik jo til Viborg Golf Hotel, med spil på Viborg GK om mandagen og hygge og middag på hotellet om aftenen, for om tirsdagen at spille i Hjarbæk Fjord GK. Her sluttede vi med fælles spisning og præmieuddeling. Der var også klappepræmier til de som ikke fik spillepræmier – og der var her præmier til alle deltagere – flot tur med et flot overskud som står på kontoen til næste år. Præmie- størrelsen må nok kunne hæves noget? Hvis I har et forslag til 2-dages turen i 2025 vil vi meget gerne høre fra jer – alle kommentarer er særdeles velkommen.
|